BLÅ TIL RØD FORLØB

Pris: 1200kr. for 3 gange

Du er ved at føle dig sikker på blå spor og savner måske lidt udfordring. Du kigger længselsfuldt efter de røde pile på sporene, men er usikker på, hvad det kræver. Her er kurset til dig, som vil udfordres i trygge rammer og snuse til næste niveau, og i sidste ende køre de røde spor med kontrol og overskud.

Opbygning af forløbet

Vi kommer til at køre på 3 forskellige spor i Søhøjlandet. Hver gang vil vi bruge tid på at analyse de forskellige nedkørsler og øve relevant teknik på ”sikker grund”, inden vi tester vores færdigheder af på de udvalgte røde sektioner. Vi vil snakke om linjevalg, timing og relevante fokuspunkter for at opnå den selvtillid og tryghed, som gør at du ikke blot overlever ned over røde sektioner, men oplever flow og glæde.

Teknikkerne vi bruger, bunder i den fælles-europæiske EO-uddannelse og er gennemtestet af Europas dygtigste instruktører. Det betyder også at du kan bygge videre på din lærte teknik, på kurser med andre EO-certificerede instruktører.

Instruktør

Michael Smith Nielsen

Michael er uddannet DMTBing2, og har 7 års erfaring med MTB-undervisning med kursister fra begynder til ekspert i alderen 4-70 år. Michael har en baggrund, som skolelærer og er derfor god til at bygge undervisningen op på en måde, så han møder kursisterne på deres niveau og møder deres udfordringer, såvel teknisk som mentalt. 

Samme baggrund gør også, at han godt kan gå ud af en tangent med anekdoter og røverhistorier, så husk at stoppe ham i tide.

Kursustider:

Søndag den 5. maj kl. 10-12.30 ved P7-parkering ved Danmarks Tag. (Knøsvej 3-5, 8680 Ry) 

Søndag den 12. maj kl. 10.00-12.30 ved hundeskoven i Silkeborg Nordskov. (Nordskovvej, 8600 Silkeborg) 

Søndag den 26. maj kl. 10.00-12.30 ved Mindestenen i Silkeborg Vesterskov. (Gjessøvej, 8600 Silkeborg) 

Godt at vide

Til hver kursusdag er det vigtigt at være ordentligt påklædt. Vi står måske mere stille end normalt, når vi skal tjekke linjer og undervises. Husk også en drikkeflaske og måske lidt energi i form af en snack. 

Ud over hjelm, kan knæbeskyttere være godt, når vi kører i sværere terræn, end vi plejer.

Når man laver kommercielle kurser, skal man have en aftale med de lodsejere, hvis jord man bevæger sig på. Det har vi naturligvis hos MTBKurser.dk! Her er både tale om private lodsejere og Naturstyrelsen. Pengene vi betaler til Naturstyrelsen, går ubetinget til materialer til sporene i skoven.