Sort forløb over 3 søndage

Pris: 1000 kr. for tre gange.

Især Silkeborg Nordskov byder efterhånden på en del ret sorte nedkørsler. Navne som Muldvarpen, Devils Drop, Devils Littlesister, Hugormen og Trædroppet giver mange en klump i halsen, mens nogle få får et sagligt smil på læben.

Den nødvendige teknik

Hver af de tre aftener bruger vi ca. 1½ time på at gennemgå relevante teknikker til de nedkørsler der står for skud. Vi tester også teknikkerne af på en lidt lettere men lignende nedkørsel, inden vi prøver det af i det sværeste element. Der bliver masser af tid til at nørde og kigge linjer, så vi kan kombinere teknik, linjevalg og timing til en højere enhed.

Teknikkerne vi bruger bunder i den fælles-europæiske EO-uddannelse og er gennemtestet af Europas dygtigste instruktører. Det betyder også at du kan bygge videre på din lærte teknik, på kurser med andre EO-certificerede instruktører.

Nordskoven

Den første dag (5. november) tilbringer vi primært i “loam-området” i Nordskoven. Her fokuseres især på bevægelighed og balance i svært terræn. Vi prøver også kræfter med nogle af de røde og sorte spor hvor tighte sving er dominerende. Der tages naturligvis højde for vejr, underlagets beskaffenhed og individuelt niveau ift sværhedsgraden.

De to sidste dage (12. og 19. november) bliver også i Nordskoven i Silkeborg. Vi bygger videre på teknikken fra første gang og krydrer den med mere drop og lidt hop teknik den første gang. Mange af de legendariske spor i Nordskoven er nemlig i “faldlinjen” og meget skal droppes eller hoppes.

Den sidste gang kører vi et lidt mere flow-inspireret tema, hvor vi forsøger at holde flow på sorte nedkørsler. En del af den sidste aften bliver også brugt i træningsområdet som er helt unikt. Det er det eneste sted i landet, hvor man må køre frit på og udenfor sporene og dermed det eneste sted hvor man lovligt kan træne loam!

Kursustider:

Søndag den 5. november kl. 13.30 .ved hundeskoven i Silkeborg Nordskov. (Nordskovvej, 8600 Silkeborg) Vi stopper ca. kl 16!

Søndag den 12. november kl. 13.30 ved hundeskoven i Silkeborg Nordskov. (Nordskovvej, 8600 Silkeborg) Vi stopper ca. kl 16!

Søndag den 19. november kl. 13.30 ved hundeskoven i Silkeborg Nordskov. (Nordskovvej, 8600 Silkeborg) Vi stopper ca. kl 16!

Vær opmærksom på at solen går ned kl 16.07 den 19. november! Derfor kører vi måske lidt ekstra de første gange, så der minimum bliver 7½ times instruktion over de tre gange.

Instruktør:

Morten Agersnap

Morten er uddannet DMTB-ING 2 instruktør og er dermed certificeret til at undervise på grønne, blå, røde og sorte spor. Han har en god evne til at læse kursisterne og en god fornemmelse, ikke kun for teknik, men også for det mentale, som fylder meget i mountainbikekørsel. Han har helt sikkert også nogle gode røverhistorier i ærmet:) Har du spørgsmål til kurset kan du ringe til Morten på 50901083

Vores instruktører har desuden altid styr på sikkerheden og er i stand til at tage alle nødvendige forholdsregler. De har altid førstehjælpstaske med og ved hvordan man bruger den.

Godt at vide

Til hver kursusaften er det vigtigt at være ordentligt påklædt. Vi står måske mere stille end normalt, når vi skal tjekke linjer og undervises. Husk også en drikkeflaske og måske lidt energi i form af en snack.

Ud over hjelm, kan knæbeskyttere og rygskjold være godt at have når vi kører i eksponeret terræn. Albuebeskyttere er også en mulighed.

Når man laver kommercielle kurser skal man have en aftale med de lodsejere, hvis jord man bevæger sig på. Det har vi naturligvis hos MTBKurser.dk! Her er både tale om private lodsejere og Naturstyrelsen. Pengene vi betaler til Naturstyrelsen, går ubetinget til materialer til sporene i skoven.

Tilmelding